Romantisk og tankevækkende fortælling af Beth O'Leary

Titel: Lejlighed til deling | Original titel: The Flatshare | Forfatter: Beth O'Leary | Sprog: Dansk (Oversat af Lene Støvring) | Original sprog: Engelsk | Sidetal: 438 | Årstal: 2019 | Forlag: HarperCollins

Bofællerne Tiffy og Leon deler den samme seng. Tiffy arbejder om dagen og har lejligheden fra kl. 18 samt weekenderne, mens Leon arbejder om natten og har den resten af tiden. De kommunikerer med hinanden via post-it noter som de hver især efterlader forskellige steder i lejligheden. Begge kæmper de med deres ekskærester, og andre problemer på sidelinjen som sidenhen vikles ind i hinanden. Deres beskeder til hinanden bliver stadigt længere, og der udspiller sig følelser i mellem dem. Men kan man virkelig udvikle ægte kærlighed overfor en man aldrig har mødt? 

Efter den sidste side var vendt, skulle jeg bruge lidt tid på at komme af med de følelser som bogen havde vagt i mig. Jeg var underholdt hele vejen igennem; jeg grinte, jeg blev vred, jeg følte frygt og jeg blev glad igen. Denne bog kommer uden tvivl hele følelsesregisteret igennem, og handler ikke kun om kærlighed mellem to mennesker men også det at have været udsat for psykisk misbrug uden at være klar over det.

Man følger skiftevis Leons og Tiffys fortællervinkel. Jeg fandt Tiffy en smule træls i starten og syntes hun var lidt for ekstrovert og naiv til min smag (det er jo så bare fordi jeg er totalt modsat), men jeg endte med at synes ret godt om hende alligevel fordi hun havde sådan en stor og farverig personlighed. Leons tendens til at undlade alle stedord fra sine tanker og berettermåde irriterede mig hele vejen igennem, men ikke desto mindre syntes jeg ret godt om ham fra start, især fordi jeg havde ret mange ting tilfælles med ham (rolig, introvert type, brug for et system, hader ændringer etc.). Og ikke nok med det så erhvervede han sig lidt af en helterolle til sidst, hvilket kun gjorde ham mere attraktiv.

Endelig vurdering
Bogen får 5/5 stjerner. For sin genre var den fantastisk god, og ikke spor kedelig på et eneste tidspunkt. Samtidig vil jeg kalde den en vigtig roman fordi den berører emnet om misbrug i parforhold, og hvordan man kommer videre derfra. Forfatteren har humor og det afspejles tydeligt i Tiffys post-it noter til Leon, og generelt hendes måde at være på. Jeg vil klart anbefale denne bog til dig som elsker romantik, ikke den kvalmende og overfladiske slags, men den som sniger sig ind under huden på læseren og som kan mærkes på egen krop. 

Ingen kommentarer